Kvalitetsrestauranter kan få tildelt 1, 2 eller 3 af de eftertragtede Michelin-stjerner. Der skal dog arbejdes hårdt for at opnå en Michelin-stjerne, for der skal virkelig leveres det ypperste inden for madlavning, hvis man vil være med i det fine selskab. I 2019 er der kun én dansk restaurant, som har opnået at få 3 Michelin-stjerner, og det er Geranium i København. Af restauranter med 2 Michelin-stjerner i 2019 kan nævnes Noma, AOC, Kadeau og Henne Kirkeby Kro. Danske restauranter med 1 Michelin-stjerne i 2019 tæller bl.a. Alouette, Era Ora, Formel B, Jordnær, Søllerød Kro, Frederikshøj, Kadeau Aarhus, Ti Trin Ned, MeMu og Slotskøkkenet på Dragsholm Slot. Vil man gerne vide mere, kan man læse i Michelin-guiden, som er fyldt med anmeldelser og anbefalinger over spisesteder med Michelin-stjerner. Michelin-guiden udkom første gang i 1900, og restauranter anmeldes med 1 til 3 stjerner. Hvert år er der stor spænding omkring, hvilke restauranter der får tildelt eller bliver frataget Michelin-stjerner. Restauranterne bliver bedømt ud fra fem kriterier: Råvarer, håndværk, personlighed, kvalitet for pengene samt kvalitet uanset tidspunkt. Michelin-guiden har siden 1955 også fremhævet, hvad de kalder Bib Gourmand. Det er restauranter, som serverer god mad til prisen.